Medvirkende i Kun En Pige

Fra fodboldbanens kridtstreger til 1920’ernes brostensbelagte gader i Roskilde - i dag tager Tjekkisk Fodbold dig med på en helt anden banehalvdel. Glem for et øjeblik virkningen af Sparta Prags høje pres; nu er det Lise, hendes rebelske sind og en kærlig Moster Bob, der stjæler rampelyset.

Filmen “Kun en pige” (premiere 15. december 1995) er et monumental­værk på hele 170 minutter, instrueret af skuespilleren og instruktøren Peter Schrøder. Dramaet udfolder sig i en verden, hvor borgerskabets regler er strammere end linjedommerens offside-flag, og hvor en piges første driblinger væk fra normerne kan få samme sus i maven som en frisparks­perle i krydset.

I centrum står Puk Scharbau som den voksne Lise - flankeret af Sophie Engberg og Amalie Dollerup i de yngre versioner - mens Birthe Neumann tryller som Moster “Bob”, og Waage Sandø samt Inge Sofie Skovbo tegner forældrenes benhårde defensiv. Dertil kommer et stjernespækket kulissehold med navne som Paprika Steen, Lars Knutzon og Bodil Jørgensen på de korte indhop.

Hvorfor blæser en nørdet fodboldside støvet af en dansk filmklassiker? Fordi “Kun en pige” er et nærstudie i talentudvikling, modstand og viljestyrke - præcis de ingredienser der skaber legender, uanset om arenaen er Eden Aréna i Prag eller en trang dagligstue i Roskilde. Læs videre, og få hele historien om filmens ramme, skuespillere og temaer - samt de skjulte detaljer, du (måske) er gået glip af.

Kun en pige: Ramme, handling og nøgletal

Kort fortalt følger Kun en pige den stædige og livsglade Lise gennem barndom og ungdom i 1920’ernes Roskilde. I et hjem domineret af borgerlige regler og forældrenes strenge pædagogik kolliderer hendes spirende selvstændighed med tidens konventioner. Kun den excentriske og varmt medfølende Moster “Bob” samt familiens trofaste hushjælp giver plads til Lises rebelske trang til at finde sin egen vej. Det danner rammen om et drama, der både udfordrer kønsrollerne og giver et sanseligt tidsbillede af efterkrigstidens provinsielle Danmark.

Skuespillere og roller

Når Kun en pige stadig vækker genklang, skyldes det ikke mindst et veloplagt cast, der formår at indfange både tidens strenge borgerlige rammer og Lises stille oprør. Nedenfor finder du en oversigt over de vigtigste medvirkende og deres roller - efterfulgt af et kig på markante biroller og en længere liste over de skuespillere, der optræder uden nærmere rolleangivelse.

Det centrale cast

1. Puk Scharbau - Lise (voksen)
   Scharbau bærer filmens følelsesmæssige rygrad. Hendes Lise balancerer mellem barnlig nysgerrighed og voksent oprør - aldrig karikeret, altid nuanceret.
2. Birthe Neumann - Moster “Bob”
   Som familiens uofficielle fristed giver Neumann figuren en blanding af lune, kærlighed og stille autoritet. Hun fungerer som Lises moralske kompas - en fuldblods scene-stjæler hver gang hun er i billedet.
3. Waage Sandø - Faren
   Sandø spiller patriarken, hvis nidkære håndhævelse af borgerlige normer bliver Lises største modsætning. Portrættet er mere end et todimensionalt “skurkebillede”; Sandø finder mennesket bag principperne.
4. Inge Sofie Skovbo - Moren
   Skovbo skildrer en mor fanget mellem loyaliteten over for manden og den gryende forståelse for datterens behov for frihed.
5. Sophie Engberg - Lise som ung pige
   Fanger tidligt Lises flair for at stille de forkerte (læs: rigtige) spørgsmål. Engbergs kemi med Birthe Neumann er særlig bemærkelsesværdig.
6. Amalie Dollerup - Lise som lille
   Giver filmen sin uskyldsrene indgangsvinkel. De korte scener med Dollerup lægger det følelsesmæssige fundament, resten af historien bygger videre på.

Markante biroller og cameos

Velkendte navne uden specificeret rolle

En lang række erfarne danske skuespillere figurerer på rulleteksterne uden nærmere rolleangivelse. Det gælder bl.a.:

• Lars Knutzon
• Stig Hoffmeyer
• Bodil Jørgensen
• Grethe Holmer
• Claus Strandberg
• Anders Nyborg
• Gerda Gilboe
• Ellen Winther Lembourn
• Lene Brøndum
• m.fl.

At så mange kendte ansigter dukker op i mindre - og undertiden uspecificerede - roller, giver filmen en dybde af genkendelighed og vidner om det brede brancheopbakning, projektet nød i midten af 1990’erne.

Bag om Kun en pige: temaer og særlige nedslag

Filmen Kun en pige er baseret på Lise Nørgaards selvbiografiske bestseller af samme navn, og i filmudgaven udfoldes barndomserindringerne med en tydelig fornemmelse for de større samfunds­strømninger, der prægede Danmark i mellemkrigstiden. I centrum står kampen mellem den nyvundne kvindefrigørelse - kvinder fik stemmeret i 1915 - og de sejlivede borgerlige normer, som gennemtrængte 1920’ernes Roskilde. Netop denne spænding bliver filmens dramatiske motor.

Opdragelse, normer og spirende oprør

Lises forældre, spillet af Waage Sandø og Inge Sofie Skovbo, repræsenterer det økonomisk trygge, men også åndeligt snærende borgerskab. Faren måler værdi i rang og respektabilitet, mens moren vogter husets indre regler om manerer, passende selskab og fremtidige ægteskabelige udsigter. Allerede som lille (Amalie Dollerup) og lidt ældre (Sophie Engberg) støder Lise imod de usynlige vægge af “sådan-gør-vi-ikke”-adfærd - og konflikten kulminerer i teenage- og voksenudgaven (Puk Scharbau), hvor hendes egne ambitioner truer hele den familiære selvforståelse.

Oprøret er imidlertid mere nuanceret end et simpelt generations­brud. Filmens 170 minutters spilletid giver plads til at vise de gradvise gnidninger: Lises trang til at skrive og drømme stort; faderens frygt for social deroute; morens stille resignation. Instruktør Peter Schrøder skildrer dermed, hvordan kærlighed og kontrol kan flyde sammen i samme handling - et af filmens mest genkendelige temaer, også i dag.

Moster bob og hushjælpen - Allierede i skyggerne

Midt i patriarkalsk disciplin og stramme silketørklæder står to varme modpoler:

• Moster “Bob” (Birthe Neumann) - fanebærer for alt det frie og eksperimenterende. Hendes kælenavn, cigaretter og folkelige sprog leder tankerne hen på tidens bohemekultur. Hun giver Lise det første glimt af, at kvindeliv kan leves anderledes.
• Hushjælpen - selv om rollen er relativt kort (og spilles af flere navngivne statister på rollelisten), fungerer hun som “reservemor”: en, der deler hverdagslivets erfaringer uden filter, og som ser Lise som individ snarere end projektion af familiens ambitioner.

Uden disse to støttende figurer ville Lises oprør næppe kunne holde dampen oppe. Deres nærvær understreger filmens tese om, at kvindelig solidaritet på tværs af klasser og generationer var en forudsætning for datidens - og nutidens - ligestillings­fremskridt.

Roskilde i 1920’erne - Mere end domkirken

Produktionsdesign og kostumer tegner et detaljeret tableau af provinsbyens sociale topografi:

1. Villakvarterets pæne forhaver, hvor status markeres af haveselskaber og søndagstøj.
2. Bymidten med småbutikker, aviskiosker og biograf, hvor tidens kulturforbrug anes i baggrunden.
3. Arbejderkvarterer og baggårde, som Lise kun strejfer - men som filmen elegant bruger til at synliggøre den klassekonflikt, der klinger under overfladen.

Sammen med tidstypiske detaljer - magasiner, slagord fra den spæde kvindebevægelse og jazztoner fra grammofonen - forankres fortællingen i et historisk øjeblik, hvor Danmark stod både fremadskuende og fastlåst.

Nørdede nedslag fra produktion og rollelisten

Samlet set er Kun en pige mere end et periodedrama; den er et studie i forandring - både den indre, personlige og den ydre, samfundsmæssige. Derfor står filmen stadig stærkt som spejl for aktuelle diskussioner om køn, klasse og individets ret til at gå egne veje.